Idag skruer vi tempoet gevaldigt ned.

Danske Saturnus har siden 1991 spillet en tung, powerfuld doommetal med aggresive deathmetalvokaler og episke klanflader, i et nærmest gotisk tekstunivers om sorg, død og tab. Bandet blev dannet i 1991 og har siden udgivet 3 fuldlængder med Paradise Belongs To You fra 1997 som den første. Siden er det blevet til Martyre fra 1999 og Veronika Decides to Die fra 2006.

Saturnus’ numre er ofte af en længde på mellem 6-10 min. Lange numre, der sender lytteren ind i et drømmende univers mellem det skønne og det brutale – det smukke og det grimme.

For mit vedkommende vil Paradise Belongs To You altid stå som et af de helt, helt store danske værker. Ikke blot indenfor doommetal, men simpelthen for metal generelt. Med et nummer som Christ Goodbye viser bandet til perfektion hvordan ynde og brutalitet kan gå hånd i hånd.

Saturnus har siden begyndelsen i 1991 haft mange udskiftninger i bandet. Sanger Thomas A.G. Jensen og bassist Brian Pomykala Hansen har været med siden begyndelsen. Og nu varsles der om et nyt album, der er produceret af Morbid Angel/Metallica mm. producer Flemming Rasmussen og som udgives på Cyclone Empire Records senere i år. Vi glæder os!!