Pladen der satte en stopper for hvad der så ud til at skulle blive en kreativ genfødsel.

Når det kommer til metal, som det jo så tit gør med os, så er der – og vil altid være – en gruppe musikere der står aller forrest i køen for mig. Deres navne er Phil, Rex, Vinnie og Dimebag. Fucking Pantera!
Deres tid som band var desværre ikke evig, så interne stridigheder måtte i 2003 desværre se en ende for et af de mest ikoniske metalbands nogensinde – både i karisma og lyd.

Dette skabte til gengæld rum til nye ting – rum til at afprøve nye kræfter. Phil Anselmo og Rex Brown endte med at spille fuld tid i Down, som de havde spillet sammen med siden 1991. Brødrene Vinnie Paul og Dimebag Darrell skabte Damageplan.

Temaet omkring bandet var simpelt – der var brug for ny energi. Ny kreativitet. Nye drivkrafter! New – found – power.. Såre simpelt. Dette skulle dog vise sig at være en tragisk og ironisk sammenhæng, for som vi har set det før i musikverdenen, så skaber et kæmpe følge af dedikerede fans også et par idealistiske og ekstremistiske afstikkere. Derfor var der en fan, der i sin vrede over Pantera’s endeligt, indtog scenen d. 8. december 2004 – kun 10 måneder efter New Found Power udkom – til en Damageplan koncert og begyndte at skyde efter bandmedlemmer og publikum. 4 mennesker blev dræbt – en af dem var guitaristen Dimebag Darrell. Denne historie er kendt af mange, og bliver tit set tilbage på som en af musikhistoriens mest tragiske begivenheder.
Så hvorfor bringe det op nu? Jo, fordi mange husker episoden. Mange husker Pantera. Mange husker Dimebag – og med god grund. Fordi ikke mange jeg kender husker Damageplan.

Denne plade er spækket med, hvad den lægger op til, forfriskende og kreativ energi. Stort set hvert enkelt nummer er spækket med lækre grooves, mægtige riffs og stråler af et band der har genfundet sig selv i asken af storhed.
Det er en rytmesektion der tonser derudaf som gjaldt det livet, en forsanger der kommer til sin ret både i skrig, growl og clean vokal (forsanger Patrick Lehman har desuden ikke udgivet noget som vokalist siden..) og ikke mindst en guitarist der shredder – som vi kender og elsker ham for!

SKAL jeg pille nogle numre ud, så vil det være åbnerenWake Up med sit unægtelige groove, singlen Breathing New Life, den flabede Fuck You og den riffstærke Crawl.
Denne plade kan, i min ydmyge mening, kun blive undervurderet, for ALT for få mennesker forstår den betydning den har – eller i hvert fald burde have.
R.I.P Dime.