I kølvandet på Slash’ solodebut med den simple titel “Slash” drog manden med højhatten og Gibsonguitaren på en verdensomspændende tour. En tour undertegnede oplevede da denne kom forbi Danmark på 10øeren en solrig sommerdag i 2010. 

Året efter kom touren forbi Slash’ hjemby hvor guitaristen med band spillede i Victoria Hall i Stoke d 24/7 2011. Her blev koncerten optaget og nu udgivet på både et album og en live DVD.

Igennem 21 numre bliver vi nærmest ført igennem samtlige konstellationer og bandsammenhænge Slash har været en deltagende part i igennem årene. Dette være sig Snakepit, Velvet Revolver, som solo og selvfølgelig Guns n Roses, der ligegyldigt hvor meget manden ønsker at have fokus på sit soloprojekt i live sammenhæng simpelthen ikke kommer udenom.  Jo vi får godt nok ikke Welcome To The Jungle men med 7 andre træffere herunder bl.a. Nightrain, Mr. Brownstone, Sweetchild o’ Mine og Paradise City fra tiden med Guns N Roses er der her nærmest tale om en greatest hits optræden, krydret med mandens solonumre og et par fra Velvet og Snakepit-tiden. En stærk setliste der nok skal glæde fans af ægte hard rock!

Sounden på dette livealbum er god. Er der noget jeg hader ved livealbums er det sgu’ når man ikke kan høre publikum synge med. For mig er det en altafgørende faktor at sounden fanger den fulde stemning til koncerten. På “Made in Stoke” kan man tilfulde høre publikum synge med på klassikerne og det giver albummet den helt afgørende dynamik.

Slash’ band er yderst professionel og Myles Kennedy (Alter Bridge) i front gør sig godt på som både Axl Rose og Scott Weiland’s stedfortræder på denne tour. Det er højpotent, beskidt rock n roll på dette livealbum, der vil glæde både fans af Slash, Guns n Roses og Velvet Revolver. Og ja, det her er sgu hvordan Guns n Roses burde lyde i 2012! Professionel og hårdt rockende og altid til tiden!