The Sign Of Hell! Mere passende og rammende kan et tour-navn simpelthen ikke blive. Det er under denne fane at de polske dødsmetal-pionere Vader og black metal kongerne Gorgoroth har svejset stålet sammen og er draget på turné under!

Og lad det være sagt med det samme: havde man gået og kæmpet med sine egne indre dæmoner i løbet af en kold og regnvejrs-fuld Torsdageftermiddag var der rig mulighed for at slippe af med dem selv samme aften på The Rock!

Efter en hæderlig indsats af Valkyrja er det tid til aftenens første hovednavn Vader! The Rock er godt og grundig fyldt denne aften, da polske Vader går på scenen under øøh.. Gorgoroth’s banner…? What the fuck? En lille mindre detalje der skaber en smule forvirring foran scenen før koncertstart. Lyden denne aften er noget nær perfekt. Vader spiller med en voldsom tyngde og teknik der kan få de fleste andre dødsmetalbands til at blegne. Præcise blastbeats og et svine fedt svingende drive i dobbelt-pedalerne, der havde præcis den klikkende sound undertegnede fortrækker! Dejligt! Vaders eneste originale medlem siden 1983 sanger og guitarist Piotr “Peter” Wiwczarek gjorde et hæderligt forsøg på at få sparket gang i sit publikum, der denne aften synes at være stenet fast til gulvet – i hvert fald i første del af koncerten. For om det er fordi koncerten blev holdt en Torsdag skal være mig ukendt, men generelt var der ikke meget gang i publikum under Vaders sæt. Peter er indehaver af en af genrens mest brutale og dybe growls hvilket til fulde blev bevist i et varieret sæt. Ligesom hans brug af klassiske frontmand kneb – lær at sige ordet “tak” på dansk på flest mulige måder – gik rent ind hos folk der efterhånden var begyndt at tø op mod slutningen af koncerten. Således blev det da også til en stor mosh- og circlepit.

Vader takkede af med et enkelt ekstranummer, efter et godt og solidt polsk håndværk denne aften på The Rock! Og nu ventede Satans egne sønner med endnu mere brutalitet…